Dag 1 (19.09.2024): Ankomst i Antananarivo – en nat under gekkoens vagt
Rejsen begynder, som de fleste lange rejser gør: med en kø ved check-in i Københavns Lufthavn og den særlige træthed, der melder sig, længe før flyet overhovedet er lettet. Efter et flyskifte i Paris lander vi længe efter mørkets frembrud i Antananarivo – eller Tana, som alle her simpelthen kalder den.
En chauffør kører os direkte fra lufthavnen til et lille hotel gemt bag træernes skygger, hvor en privat bungalow venter til natten. Den egentlige velkomst kommer dog ikke fra personalet, men fra værelsets faste beboer – en gekko, der uden et ord påtager sig nattevagten og holder myggene på behørig afstand til daggry.
Den første nat på Madagaskar dufter af støv, fugtig luft og noget, der er sværere at sætte navn på – lugten, måske, af noget, der lige er begyndt.
Dag 2 (20.09.2024): En by af modsætninger, og de første kamæleoner
Dagen begynder tidligt, med solen knap stået op, og bussen bevæger sig gennem et Antananarivo, der er både levende og falderefærdigt på samme tid. Gennem ruden glider billeder forbi: mænd, der bærer trækul i sække på ryggen, kvinder, der sælger frugt i tårnhøje pyramider ved vejkanten, og en tynd røg af trækulsild, der lægger sig som et låg over byen. Det er ikke smukt i traditionel forstand, men det er svært at kigge væk fra.
Første stop er Peyrieras' krybdyrreservat, hvor stierne snor sig gennem tæt bevoksning, og hvor guiderne har et næsten overnaturligt blik for at få øje på det, resten af os overser: en kamæleon, der bevæger sig med en langsomhed, som om tiden ikke gælder for den, en lille frø, der klæber sig fast til et blad som en dråbe grøn maling, en gekko, der forsvinder ind i barken, lige før man får taget billedet. Her holder Madagaskars berømte artsrigdom op med at være et tal i en brochure og bliver til noget, man kan se blinke med øjnene.
Om eftermiddagen fortsætter vi mod Andasibe National Park, hvor regnskoven venter tættere, mørkere og fyldt med lyde, vi endnu ikke kan sætte navn på – og hvor lemurerne, hører vi, allerede synger deres aftensang, længe før vi selv når frem.
Dag 3 (21.09.2024): Regnskovens stemmer og hænder, der arbejder
Vi vågner til en lille sø, der ligger så stille foran hytten, at den næsten virker malet. Formiddagen bruger vi inde i Andasibes tætte regnskov, ledet af lokale skovvogtere, der kan pege en fugl ud i løvet, længe før vi selv aner, hvad vi leder efter, og som kender hver lyd i skoven som et sprog, de er vokset op med.
Vi følger lemurernes bevægelser gennem trækronerne – mest deres skygger og lyden af grene, der svajer, end selve dyrene – og indsnuser en luft, der er tung af råddent løv, våd jord og noget sødligt, vi ikke kan sætte navn på. Ved udgangen sælger et par lokale de første håndlavede souvenirs, og man mærker allerede her, at det ikke bare handler om et køb, men om en samtale.
Senere på dagen holder vi ved et stenhuggeri langs vejen, hvor kvinder og børn med hænder og hammer omdanner store sten til grus, sten for sten, time efter time. Det er svært arbejde at se på, og det efterlader ingen let følelse – kun en påmindelse om, hvor forskelligt en almindelig dag kan se ud, afhængigt af hvor på kloden man er født.
Ved kysten senere ser vi fiskere, der med gamle myggenet fisker de små rejer, der bliver til aftensmad – en scene, der ikke er iscenesat for os, men bare er, hvad den er: en helt almindelig dag i et andet liv end vores eget.
Dag 4 (22.09.2024): I sneglefart mod Antsirabe
Vejen til Antsirabe er smal, fuld af huller og aldrig helt ligeglad med, hvor hurtigt man egentlig gerne ville frem. Til gengæld giver den god tid til at se på det liv, der udspiller sig langs kanten: oksekærrer, der bevæger sig i deres eget tempo, overlæssede lastbiler, der vakler forbi med et par centimeters margin, og traktorvogne fyldt med alt fra grøntsager til hele familier.
Undervejs holder vi ved en lille landsbykirke, hvor søndagens gudstjeneste netop er slut, og hvor vi bliver mødt med et venligt nik og et par nysgerrige blikke – mere talende, på sin vis, end noget stort ord kunne have været.
I Ambatolampy stopper vi ved et lille aluminiumsstøberi, hvor gamle kogegrejer og skrotmetal smeltes om over åben ild, med bare hænder og en øjensynlig ligegyldighed over for varmen. Bagefter besøger vi et værksted, hvor de samme rester af metal og plastik forvandles til små, detaljerede modeller af biler og cykler – arbejde, der kræver et tålmodigt øje og en stø hånd, og som man ikke helt forstår, før man selv har holdt en af figurerne i hånden.
Dag 5 (23.09.2024): Fossiler, kolonihistorie og grønne terrasser
I Antsirabe stopper vi ved Hotel des Thermes, en bygning der stadig bærer på fransk kolonitids arkitektur imellem afskallet maling og høje, tomme gange – et sted, der engang må have været noget stort, og som nu mest af alt fortæller om tiden, der er gået.
Herfra går turen til et lille værksted for fossiler og mineraler, hvor bordene er dækket af sten, der er millioner af år gamle, og hvor man for en stund kan vælge et lille stykke af øens fortid til at tage med hjem – en ammonit, en flage glimmer, et stykke krystal, der stadig bærer sporene af et hav, der forsvandt for længe siden.
Resten af dagen går med kørsel mod Ranomafana National Park, en lang tur, men en tur, hvor blikket sjældent får lov at hvile: vejen snor sig op og ned ad bjergsider forbi risterrasser, der ligger som grønne trin ned mod dalbunden, og landsbyer, hvor tagsten formes af ler og tørres i solen, række efter række.
I Ambositra holder vi frokostpause, og inden vi når videre, samler en gruppe lokale musikere og dansere sig omkring os – ikke et arrangeret show, mere et afbrud i dagens rytme, der får benene til at følge med, selv efter timer i bussen. Sent på dagen, trætte og støvede, når vi endelig frem til nationalparken.
Dag 6 (24.09.2024): Gennem UNESCOs regnskov i Ranomafana
Ranomafana står på UNESCOs verdensarvsliste, og det tager kun få minutter i skoven at forstå hvorfor. Vores guider er født og opvokset her, og de bevæger sig gennem den tætte, dryppende jungle med en sikkerhed, der virker næsten umulig, når man selv snubler over rødder og glatte sten.
Vi bruger timer på at lede efter skovens 12 lemurarter og de sky kamæleoner, der er mestre i at forsvinde, lige når man tror, man har fundet dem. Regnen følger os det meste af vejen, men det er svært at kalde det en dårlig oplevelse – bare en våd en.
Efter et tørt sæt tøj og en kop kaffe får vi et lille indblik i landsbyens hverdag, før mørket falder på, og vi tager af sted igen – denne gang med lygter i hånden, på jagt efter den lille muselemur og de andre skabninger, der først vågner, når resten af skoven går i seng.
Dag 7 (25.09.2024): Mod Manakara, gennem landsbyer og et løfte til en skole
Vi sætter kursen mod Manakara, fiskerby og havn ved det Indiske Ocean, og allerede en halv time inde i køreturen holder vi ved landsbyen Ambodipaiso Avarata. Landsbyens høvding tager imod os og fører os ind i den fælles forsamlingsbygning, hvor vi sidder en stund og taler, mens nysgerrige børn kigger ind ad dørene. På vej ud køber vi et par håndlavede souvenirs fra beboerne – det føles ikke som en handel, men mere som en gestus i begge retninger.
Senere stopper vi ved en skole nær Andranomaintso. Vi hilser på børnene og deres lærer, og der bliver talt om, hvad vi kan bidrage med for at gøre hverdagen lidt lettere her – ikke store løfter, men konkrete, små ting, der kan gøre en forskel.
I Manakara indlogeres vi i en lille bungalow på Hotel Parthenay Club, hvor vi hurtigt opdager, at vi ikke er alene: en flok krabber patruljerer området med en selvfølgelighed, der antyder, at de var her længe før os. Vi går en tur i byen og ender på en restaurant, hvor vi smager lokal rom, mens solen synker ned over kanalerne.
Dag 8 (26.09.2024): Kanaler fra kolonitiden og duften af vanilje
Dagen begynder klokken fem med en solopgang over det Indiske Ocean, mens fiskebåde stille sætter kurs mod dybere vand, og kvinder langs kysten er i gang med at fange rejer og småfisk til dagens husholdning.
Efter morgenmad sejler vi ud på kanalerne, der blev gravet omkring år 1900 under den franske kolonitid, og som stadig er en af egnens vigtigste veje. Undervejs møder vi fiskere, der vender hjem med dagens fangst, mens deres familier venter på stranden – et møde, der gentager sig hver dag, år efter år, uden noget publikum. Vi sejler videre til en lille landsby, hvor lokale planter destilleres til æteriske olier og aromater, og luften i værkstedet er tung og sød på en måde, der næsten gør en svimmel.
Frokosten indtages på stranden, tilberedt over bål med dagens fangst – en stor fisk og et par hummere, der endnu for få timer siden svømmede i havet. Om eftermiddagen kører vi til en vaniljeplantage, hvor vi hører historien om krydderiet – hvor arbejdskrævende det er at dyrke, og hvor lidt af den pris, man betaler i en dansk butik, der rent faktisk når tilbage til landsbyen. Vi køber vaniljestænger og peber med hjem, med en anden forståelse for, hvad de egentlig koster.
Dag 9 (27.09.2024): Sand mellem tæerne og vejen tilbage til højlandet
Igen klokken fem er vi ude, denne gang på en kort gåtur langs stranden, hvor solopgangen og det fine sand mellem tæerne bliver morgenens stille ritual.
Efter morgenmad kører vi tilbage mod højlandet og Fianarantsoa. Vi holder en kort pause ved en landsby og går en runde på gademarkedet, hvor alt fra grøntsager til plastiksko ligger side om side på tæpper i støvet. Senere stopper vi kort ved en skole, vi tidligere har besøgt, bare for at sige goddag igen.
Natten tilbringer vi midt i byen, på et hotel drevet af en kinesisk familie – et lille, upåfaldende sted, der mest af alt minder om, hvor mange forskellige historier der krydser hinanden på denne ø.
Dag 10 (28.09.2024): Sisal, silke og lemurer i Anja
Bussen sætter kurs mod Isalo National Park, med flere stop undervejs. Først et sisalværksted, hvor vi ser, hvordan planten bliver til fibre og siden til dækkeservietter, som vi tager med hjem. Næste stop byder på en smagsprøve af lokal vin, og det tredje er et silkeværksted, hvor vi følger processen fra kokon til stof, inden vi hver især forlader stedet med et halstørklæde.
Frokosten spiser vi ved Anja Community Reservat, hvor vi bagefter går på jagt efter lemurer mellem klipperne. Reservatet er vokset i takt med den stigende turisme, og det er tydeligt, at det både har givet lokalbefolkningen en indtægt og et incitament til at passe på det, der er tilbage af naturen.
Vi ankommer til hotellet sidst på dagen, netop som solen går ned bag bjergene i baggrunden, og får hver især en lille bungalow for os selv.
Dag 11 (29.09.2024): Savanne, kløfter og de dødes klipper
Isalo deler os for en dag. Magda bliver på hotellet, hvor massage og swimmingpoolen vinder over varmen, mens Tomasz tager med gruppen ud på en vandretur gennem savanne og kløfter. Vi gør holdt ved en lille sø undervejs, hvor et par stykker vover en kort dukkert i det kølige vand – en pause, der føles fortjent efter timer i solen.
Landskabet er udtørret, med spredte træer og dybe kløfter skåret ud af vand og vind gennem årtusinder, og termometeret nærmer sig 37 grader. Undervejs går turen forbi flere gravsteder – huler højt oppe i klippen, hvor de døde først hviler midlertidigt, før de senere flyttes til deres endelige grav, kiste og hele, indsat dybt inde i bjerget. Det er et syn, der ikke ligner noget, man kender hjemmefra, og som man går videre fra i stilhed.
Frokosten indtager vi midt i det hele, omgivet af grøn vegetation og lemurer, der tilsyneladende er lige så uinteresserede i os, som vi er fascinerede af dem.
Dag 12 (30.09.2024): Safirer, baobabber og duften af rom
Turen fortsætter mod Ifaty. Første stop er en landsby ved floden, hvor safirer findes i sandsække, der er kørt hertil, og hvor handlen med sten foregår lige der, mellem hænder og øjemål, uden nogen synlig autoritet, der styrer priserne.
Vi stopper også ved en lille landsby omgivet af baobabtræer, hvor Tomasz og Michael render rundt med kameraet i et forgæves forsøg på at indhente et par hurtige gekkoer. Ved næste stop, i en landsby der destillerer rom, er lugten så kraftig, at den næsten kan mærkes som en fysisk væg, længe før man går ind i lokalet.
Sidst på eftermiddagen når vi frem til Hotel Nautilus, hvor aftenen går med tid ved poolen og en gåtur langs stranden, mens solen går ned.
Dag 13-14 (01.-02.10.2024): En fiskeby, en sidste baobab og vejen hjem
Den 1. oktober byder på to udflugter. Den første går til en nærliggende fiskeby, hvor vi går langs stranden og møder lokale fiskere og deres familier – en afsked, der føles passende, når man tænker på, hvor mange gange netop det møde har gentaget sig undervejs på turen. Den anden udflugt går til et reservat med adskillige baobabtræer, en sidste chance for at stå blandt disse tavse, aldrende kæmper, inden vi forlader øen.
Den 2. oktober bruger vi formiddagen på at slappe af og samle kræfter til hjemrejsen. Flyveturen ender med at tage 26 timer i alt, mest på grund af forsinkelser undervejs – en påmindelse om, at Madagaskar ikke helt vil give slip, selv i lufthavnen.
Tak til Stjernegaard Rejser, og især til Mogens, vores rejseleder, for fjorten dage, der har givet mere, end man kan pakke ned i en kuffert. Og til alle medrejsende: tak for følgeskabet.
Links til Stjernegaards Rejser artikler
Stjernegaards rejsekatalog med fotos fra vores rejse
